Cremet linsegryde med kokosmælk, varme krydderier & lækre toppings

Her er, (hvis jeg selv skal sige det) en super lækker, cremet vegetarisk ret – som gør sig suuuuper godt, med alle de forskellige toppings og noget lækkert brød til. Nægter du at spise det uden kød, kan jeg anbefale at servere lidt grillet kylling til. Men faktisk, kan det fint udelades, da retten indeholder så meget smag i sig selv 😀 ..

Klik for større version.

Opskriften er til 4 portioner

Ingredienser
1 spk. olivenolie
1 mellemstort løg og 2 fed hvidløg
1½ dl. røde linser
1 stor spk. tomatpuré
1 ds. hakkede tomater + ½ ds. vand
2 ds. kokosmælk
1 hel squash
1 bt. forårsløg

Smag til med..
1-2 tsk. Garam Masala, 1 tsk. rød karrypasta,
1 tsk. stødt spidskommen, 1 tsk. tørret koriander
– Eventuelt lidt grøntsagsbouillon
Salt og friskkværnet peber

Fremgangsmåde
Start med at skylle grøntsagerne grundigt.
Pil løg og hvidløg og hak dem fint. Squash og forårsløg skæres også i mindre stykker.

Varm en gryde op og tilføj olivenolie. Deri steges løg og hvidløg, til det er blevet gyldent og stegt ‘glasklare’. Tilføj evt også forårsløgene hér – vil du gerne have, at de har lidt bid og konsistens, venter du til sidst, sammen med squashen.

Når løgene er færdigstegte, tilsætter du krydderierne, husk at røre godt rundt og ‘brænd dem let af’, så smagen rigtig kommer frem.

Tilføj evt en smule olie og derefter linserne under omrøring, så de lige får lov til at stege lidt med og dernæst tomatpuréen, fortsat under omrøring.

Nu tilsættes de hakkede tomater og kokosmælken. ´Skyl’ dåsen med de hakkede tomater, så du har omtrent en halv dåse med vand, som du også tilføjer til retten.

Når det begynder at koge godt op, skruer du ned og rører jævnligt rundt, så linserne ikke sætter sig som et lag i bunden. For det vil de desværre gøre, hvis ikke du husker at røre rundt i det, ind i mellem.

Når retten begynder at få lidt tykkelse, tilsætter du squash og evt. forårsløg, hvis ikke du allerede har tilsat dem.
Kog retten op igen, til squashen er blevet mør, men stadig har bid.

Imens retten simrer, luner du brød og forbereder toppings.

Retten er færdig, når du har en helt lækker cremet gryderet og linserne er blevet bløde. Husk at smage den til, for om den evt. skal have flere af ovenstående krydderier, lidt grøntsagsbouillon, salt og/eller peber.

Tip!
Retten kan toppes af med en lækker frisk Raita (yoghurttopping á la tzatziki – med søde tomater, hvidløg, urter og agurk), friske søde små tomater, ristede mandler, friske urter, forårsløg og meget andet. Det er kun fantasien der sætter grænser. Lidt lækkert naanbrød dertil, er heller ikke hele tosset 😉

Velbekomme.
___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – Instagram HER – og Bloglovin’ HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*