Den bedste Crème Brûlée med vanilje

Créme Brûlée er en meget delikat og enkel dessert – absolut én af mine yndlings! Den er lækker i smagen og er faktisk ikke specielt svær at lave. Det bedste ved desserten, er det lækre sprøde karamellag, som man knuser ved første bid 😀

Klik for større version.

Opskriften er til 4 portioner

Ingredienser
4 medium æggeblommer
1 vaniljestang (kornene deraf)
75 g. rørsukker
110 ml. sødmælk
2½ dl. piskefløde
4-6 tsk. rørsukker til brænding.

OBS: Du skal bruge en Crème Brûlée brænder!

Fremgangsmåde
Start med at dele blommen fra hviderne. Hviderne kan du bruge til noget andet eller smide dem ud.

Kornene fra vaniljestangen moses sammen med ½ tsk. fra den samlede mængde sukker, så vaniljekornene fordeles.

Æggeblommer, vaniljemasse og sukker røres sammen med et piskeris, til sukkeret er opløst.

Du skal blot røre det rundt og ikke piske det.

Derefter tilsættes mælk og fløde. Lad det hvile i 30 minutters tid, på køkkenbordet, til boblerne er væk.

Hæld mælkeblandingen i 4-6 ens små ramekiner (skåle). Sørg for, at der er samme mængde i dem alle sammen.

Bag dem midt i en forvarmet ovn på 95 grader i 90 minutter, til cremen har sat sig.

Når de er let afkølet, fordeles et lag husholdningsfilm over dem, helt nede på cremen, så der ikke dannes kondens, til de skal karameliseres.

Ved serveringen drysses 1-½ tsk. rørsukker over dem. Karameliser nu desserten med en créme Brûlée brænder.

Du skal være nænsom ved brændingen, og fokuser mest på at få brændt kanterne, så bliver det i midten helt automatisk også brændt.

Tip!
Desserterne kan holde sig på køl i 2-3 dage.

Der findes et utal af måder at lave denne dessert på. Både ved hurtig og langsommere tilberedning i ovn, kogning af cremen og meget mere. Denne er den, som jeg personligt synes er bedst. Den kommer fra denne blog.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*