Grove rugbrødsboller med tørret frugt & honning

Noget lækkert brød, der kan anvendes både som en del af morgenmåltidet, som tilbehør til en lækker salat til frokost eller aften, samt til et mellemmåltid. Indholdet i brødet kan varieres i det uendelige, og det er kun fantasien der sætter grænser. Brødet er nemt at lave, og bliver også super godt, hvis det koldthæves natten over..

Opskriften er til 12 stk.

Ingredienser
4 dl. koldt vand
Rugbrødsboller med tørret frugt2 dl. syrnet mælkeprodukt*
25 g. gær
1 tsk. salt
2 spk. honning
1 dl. hvedemel
7 dl. rugmel
1 dl. mandler
2 dl. hørfrø/sesamfrø
½ dl. rosiner
½ dl. tørret tranebær
1 håndfuld tørret abrikoser

Desuden
Vand til bagning

Fremgangsmåde
Rør vand og det syrnede mælkeprodukt sammen.

Smuldr gæren deri, tilsæt salt, honning og hvedemelet under omrøring.

Hak mandlerne og det tørret frugt let. Tilsæt det til dejen, sammen med de øvrige ingredienser.

Når du har en ensartet dej, dækkes den over med et viskestykke og får lov til at trække i nogle timer på køkkenbordet, eller i køleskabet natten over.

Forvarm ovnen til 200 graders almindelig varme.

Form 12 boller med et par skeer eller våde hænder, og sæt dem på en bagepapirsbeklædt bradepande.

Bag dem midt i ovnen i 25-30 minutter, til de lyder hule i bunden, når du banker på dem.

Undervejs i bagningen, kan det være en god idé at sprøjte lidt vand ind på bollerne, med en vandforstøver. Dette giver nemlig bollerne en ekstra lækker og sprød skorpe til brødet.

Afkøl dem på en bagerist og server dem helt afkølede, så undgår du at de er nær så klistrede indeni, som hvis du serverer dem lune.

Tips
*Af syrnet mælkeprodukt, anvendte jeg skyr. Du kan også anvende kærnemælk, tykmælk, fromage frais, og andre lignende produkter.

I stedet for de angivet nødder, frø & kerner samt tørret frugt, kan du tilsætte noget helt andet, hvis det er at foretrække – på den måde, kan du også anvende hvad du måtte have af rester i køkkenskabet, i stedet for at smide det ud.

Det kræver blot at det er samme mængder, som jeg har angivet i opskriften.

Velbekomme.

Share

Speak Your Mind

*