Fuldkorns kartoffelpizza med grøn pesto & rucola

Der er bare noget over hjemmelavede pizzaer; jeg laver dem personligt altid selv med en fuldkornsbund – både fordi det mætter bedst, er sundere end en helt almindelig hvedebund og så smager det bare godt! Derudover giver det bare en helt vildt lækker sprødhed – denne pizza er ingen undtagelse. Kombinationen af fyldet på denne pizza er også helt suveræn – hvis ikke du har prøvet kartoffelpizza er det på tide, det er fantastisk 😉 .. 

Opskriften er til 2 pizzaer

Kartoffelpizza med ruccola og pesto1

Klik for større version.

Ingredienser
25 g. gær
3 dl. lunken vand
1 spk. olivenolie
1½ tsk. salt
3 dl. grahams el. fint speltmel
3 dl. pizzamel, hvede -eller durummel

Topping
ca. 2 dl. grøn pesto
(+ lidt ekstra til efter bagning)
150-200 g. revet ost af god kvalitet
7-8 mellemstore kartofler
3 store håndfulde rucola

Fremgangsmåde
Start med at røre dejen.

Gæren smuldres i en røreskål og røres ud i vandet, sammen med olie og salt. Tilsæt derefter fuldkornsmelet under omrøring.

Derefter tilsættes det lyse mel, til dejen får en fast konsistens, hvor den slipper skålen under æltning og er klistret men ikke klæ.

Dæk den over og lad den hæve i +1 time. Desto længere, desto bedre – men en time kan også være fint.

Skræl kartoflerne og snit dem meget fint på et mandolinjern eller i meget tynde skiver med en skarp kniv.

Slå dejen op, forvarm ovnen til 220 grader, ved almindelig varme.

Fordel dejen på en forvarmet pizzasten eller på en bradepande.

Smør pestoen på, drys ost over og dernæst kartoflerne. Bag dem midt i ovnen indtil kartoflerne har taget farve og er blevet møre.

Når den er færdigbagt, både i skorpen, og kartoflerne er færdige kan du alternativt dryppe lidt mere pesto ud over og fordele skyllet og afdryppet rucola på dem.

Skær dem ud og server.

Velbekomme. 

Share

Speak Your Mind

*