Vanvittigt lækker Tiramisú med karamelsmag

Det her er egentligt ‘bare’ min klassiske og ikke mindst virkelig lækre Tiramisú, men med et tvist. I stedet for almindeligt sukker og alkohol – har jeg anvendt muscovadosukker, som for jer der ikke er bekendt med den, minder om en brun farin, som i virkeligheden blot er en urafineret rørsukker og som har en vanvittigt lækker karamelagtig smag – som også gør, at desserten ikke er så “kaffe-agtig”. Desserten er en af mine ultimativt favoritter, fordi den både er super nem at lave og fordi den smager SÅ godt. Den er fx også egnet hvis du venter gæster, da den passer sig selv i køleskabet og blot skal skæres ud – det kan da ikke blive nemmere 😉 .. 

Tiramisu med muskovado4

Klik for større version.

Opskriften er til 5-6 portioner

Ingredienser
2 æggeblommer*
Kornene fra 1 vaniljestang
1 dl. muscovadosukker
500 g. italiensk mascarpone
2 æggehvider
2 dl. afkølet stærk kaffe
1 pakke ladyfingers (ca. 24 stk. i pakken)

Toppes med..
Usødet kakaopulver og/eller
finthakket eller mørk chokolade spåner

Fremgangsmåde
Start med at skrabe kornene ud af vaniljestangen og ‘mos’ det sammen med en smule af sukkeret så kornene fordeles, således at du får en tyk vaniljesukker.

Bryg en stærk kaffe, så den kan stå og køle af, imens du tilbereder de øvrige elementer til desserten.

Pisk nu æggeblommerne med sukkeret og vanilje, til en tyk og cremet æggesnaps.

Tilsæt derefter mascarponen under fortsat piskning, til du får en tyk og ensartet mascarpone masse. I en anden skål piskes æggehviderne helt stive.

Rør forsigtigt mascarponecremen sammen med æggehviderne, til der ikke er flere klumper tilbage – og uden at piske for meget luft ud af cremen.

Find det fad eller form, som du vil anvende til din dessert og overtræk det evt. med husholdningsfilm, så du ved servering nemt kan tage det op af formen, for at skære stykker af desserten.

Jeg lavede desserten i en stor (rugbrøds) form – men du kan fx også lave det i et lille ovnfast fad, sørg dog for, at det har en god højde.

Lav et tæt lag af ladyfingers i bunden af formen, der først dyppes hurtigt i kaffen. Det handler bare om at dyppe dem hurtigt i, for ellers bliver de meget våde i desserten.

Derefter fordeles 1/3 del af mascarponecremen, over det første lag ladyfingers.
Lav igen et lag af kaffe-dyppede ladyfingers, efterfulgt af et lag mascarponecreme og gentag endnu en gang proceduren. Afslut med et lag mascarponecreme på toppen.

Dæk formen til, sæt den i køleskabet i 12-24 timer og server stykker af den lækre tiramisu, med et drys af god mørk chokolade og/eller usødet kakaopulver på toppen.

Tip!
*Her anvendte jeg øko æg, som jeg forsigtigt delte i blommer og hvider. Alle danske æg er salmonellafrie og derfor mener jeg, at man sagtens kan anvende friske rå æg. Er du ikke meget for det, kan du blot anvende 2 pasteuriserede blommer og tilsvarende hvider.

Ved anretningen, kan du fx servere lidt friske bær eller frugt ved siden af, for at bryde den ellers fede og søde dessert.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*