Gammeldags æblekage med rasp & flødeskum

Der er altså bare noget særligt lækkert, over de gammeldags desserter og retter der heldigvis stadigvæk laves rundt omkring i hjemmene. Dette er én af mine favoritter, når det kommer til ‘mormor køkkenet’, både fordi det smager fantastisk, er nemt at lave og så minder det mig i dén grad om barndommen..

Opskriften er til 6-8 portioner

Gammeldags æblekage2

Klik for større version.

Ingredienser
Æblemos
1500 g. æbler
ca. ½-1 dl. sukker (alt efter ønsket sødme)
Kornene fra 1 vaniljestang
½-1 dl. vand

Rasp blanding
60 g. smør
2 dl. rørsukker
5 dl. hvederasp

0,5 liter piskefløde

Fremgangsmåde
Gerne dagen før at desserten samles, koges æblegrøden. Laver du den samme dag, som du har planer om at samle desserten, sørg da for, at den bliver kølet godt af, før at du samler desserten.

Æblerne skylles grundigt, kernehuset skæres fra og æblerne skæres i mindre stykker. Kog dem i en mellemstor gryde, sammen med kornene fra en vaniljestang, vand og sukker, til de er helt møre. Blend grøden og smag den til, evt. med en anelse mere sukker efter smag.

Sæt grøden til afkøling.

Raspen blandes med sukker. Smelt smørret på en pande, over middel varme. Tilsæt raspblandingen under omrøring, så det ikke brænder på – det tager hurtigt farve.

Når det er blevet gyldent i farven – ligesom det ses på billedet – tages det af varmen og hældes på en tallerken eller en skål, så det kan køle af.

Pisk fløden til skum og begynd at samle desserten, når grøden og raspen er afkølet.

Find nogle serveringsglas eller en større skål. Start med et lag æblemos, derefter et lag rasp og til sidst flødeskum. Har du plads, laver du et lag magen til.

Dæk desserterne godt til og sæt dem på køl, til de skal serveres, så de lige kan stå og sætte sig og trække smag. Lad dem gerne stå i 3-5 timer eller natten over.

Tip!
I stedet for hvederasp, kan du også anvende havregryn, for at få lidt flere fiber og mere crunchy konsistens ind i desserten. Det smager også super lækkert. Se HER.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*