Pecannødde cookies med mørk chokolade

Som en dejlig weekendskage egner de her cookies sig perfekt! De smager fantastisk godt, da muskovadosukkeret bidrager med en skøn karamelagtig smag og pecannødderne og den mørke chokolade med en fedme og sprødhed, som supplerer den sprøde og let seje cookie rigtigt godt 😉 Ved at anvende olie i stedet for smør i cookies, har kagen en anderledes og en anelse sundere fedtsyresammensætning, hvilket det da også er værd at tage med, når vi snakker om sådan nogle lækre kager som disse 😉 ..

Opskriften er til 18 stk.

Pecan chokolade cookies1

Klik for større version.

Ingredienser
275 g. mørk muskovadosukker
1 vaniljestang (indholdet derfra)
2 æg
½ tsk. natron
1 tsk. bagepulver
250 g. hvedemel
100 g. 70% mørk chokolade
100 g. pecannødder
1 dl. solsikke eller majsolie

Fremgangsmåde
Start med at veje alle ingredienserne af og bland alle de tørre i en skål for sig (på nær chokolade og pecannødder). Sæt det i en skål for sig.

Indholdet skrabes ud af vaniljestangen og moses sammen med en smule af muskovadosukkeret, til vaniljekornene er delt. Bland vaniljemassen sammen med den resterende muskovadosukker og æg.

Pisk det hele sammen til en blød og luftig masse, gerne med en håndmikser eller en køkkenmaskine.

Tilsæt nu lidt efter lidt blandingen af de tørre ingredienser, til det får en ensartet konsistens.

Chokoladen og nødderne hakkes groft og blandes sammen med olien ned i dejen, igen til du opnår en ensartet konsistens.

Dæk nu dejen til og sæt den på køl i en times tid.

Forvarm ovnen til 175 graders almindelig varme. På en bagepapirs beklædt bradepande fordeles 9 lige store dejklumper, med en spiseske, så der er god mellemrum i mellem dem.

Gentag processen på den næste bageplade.

Bag kagerne midt i ovnen i 11-12 minutter, til de er gyldne. Lad dem stå på den varme bradepande i 5-10 minutter, efter de er kommet ud af ovnen, før de køler af på en bagerist.

Det endelige resultat skal være lidt sprøde i kanten og lidt ’seje’ i midten.

Server dem afkølede.

Tip!
I stedet for pecannødder kan du anvende valnødder eller afskallede hasselnødder.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*