Fiberrig salat med soya-kikærter, appelsin & fetaost

En super lækker og på en måde også lidt sommerlig salat – trods kålen. Spidskålen eller rødkålen, alt efter hvad du anvender, er rig på de gode og sunde kostfibrer, som er super gode for vores tarmsystem. Det giver det noget at arbejde med og bidrager med blandt andet C og K vitamin, som er godt for immunforsvaret og vores knogler. Samtidig har vi også en god og vigtig kilde til protein, nemlig kikærterne. Alt i alt en salat med masser af god smag – særligt hvis du lige lader den stå og trække lidt inden servering – og som også er super god dagen efter, enten på madpakken eller som tilbehøret til aftensmaden 😀 ..

Opskriften er til 4 portioner

Rødkålssalat med soyakikærter, appelsin og feta

Klik for større version.

Ingredienser
1 ds. (265 gram) forkogte kikærter
1 spk. (hvidløgs) olivenolie
3-4 spk. soyasauce
Frisk kværnet peber

½ mellemstort rød spidskålshoved
eller tilsvarende rødkål
100 g. fetaost i blok eller tern
2 appelsiner
1 god håndfuld bredbladet persille

3 spk. olivenolie
1 spk. mørk balsamico eddike
1 spk. (akacie) honning
Havsalt og frisk kværnet peber

Fremgangsmåde
Start med at skylle kikærterne under rindende vand, hvorefter de får lov til at stå og dryppe af.

Imens skylles spidskålen eller rødkålen og snittes ultra fint med en skarp kniv eller på et mandolinjern. Appelsinerne filetteres eller pilles og skæres i mindre og mundrette stykker.

Fetaosten smuldres eller skæres så vidt muligt i rustikke stykker. Persillen skylles grundigt og hakkes fint – også stilkene – der er masser af smag i. Men hak dem lidt finere end bladene.

Rør en vinaigrette af ovenstående ingredienser; olie, balsamico, honning, salt og peber. Smag den til – til den smager godt og har en god balance mellem syre og sødme. Rør vinaigretten sammen med de ingredienser som du netop har forberedt.

Imens salaten står og trækker, forberedes kikærterne.

Varm en pande op med lidt olie på. Steg kikærterne med frisk kværnet sort peber og når de har taget en anelse varme, tilsættes soyasaucen, som kikærterne suger til sig, til det ligner, at de er karameliserede og stadigvæk har lidt bid.

Tag kikærterne af varmen og lige før servering blandes soyakikærterne i salaten.

Tip!
Du kan erstatte soya kikærterne med kogte grønne linser, hvide bønner eller lignende. Vend dem evt. også i en smule soya og/eller lidt hvidløg før de blandes i salaten.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*