Saftige & smagfulde rødbedebøffer med fetaost

Nogen gange kan vegetariske retter smage helt fantastisk og overraske én smagsmæssigt. Dette er én af de retter; rødbedebøffer, der har den naturlige sødme fra rødbederne samt den gode smag fra hvidløg, persille og fetaost. En helt vildt go’ kombi, hvis du spørger mig! 😉 ..

Opskriften er til 6-8 stk.

Rødbedebøffer1

Klik for større version.

Ingredienser
800 g. rødbeder
3 æg
3 fed hvidløg
5 spk. boghvedemel eller hvedemel uden top
1 alm. bundt krus eller bredbladet persille
100 g. fetaost
Havsalt og frisk kværnet peber
Olivenolie til stegning

Fremgangsmåde
Start med at skrælle rødbederne, samt skære toppen og bunden af dem. Herefter rives de groft og saften presses grundigt ud af dem.

Smuldr eller skær fetaosten i tern. Persillen skylles grundigt og hakkes fint og hvidløget presses eller rives ligeledes fint.

Bland rødbederne med alle ingredienserne og krydr godt med salt og peber. Lad gerne ‘farsen’ stå og trække i 30-60 minutter, hvis der er tid til det.

Steg bøfferne i olie indtil de er gyldne på begge sider og har fået en fast konsistens.

Pas på med ikke at stege dem ved for høj varme, de tager hurtigt farve. Du kan evt. nøjes med lige at give dem en god stegeskorpe og så lune dem 10-15 minutter i en forvarmet ovn.

Tip!
Du kan med fordel anvende disse bøffer som fyldet i en vegetarisk burger, eller som bøffen ved en vegetarisk pariserbøf. I stedet for bøffer, kan du med fordel også lave små rødbede-deller af ‘farsen’.

Jeg anvendte boghvedemel, fordi det har et lavere indhold af gluten (end hvedemel) og har samme bindingsevne – men du kan sagtens anvende helt almindeligt hvedemel eller finvalsede havregryn i stedet – det gør ingenting for smagen. 🙂

Velbekomme. 

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

 

Share

Speak Your Mind

*