Sommersød mazarintærte med rabarber

En helt fantastisk opskrift, som jeg fandt på denne meget inspirerende blog. Det gode ved tærten, er at den kan varieres på mange forskellige måder – fx med forskelligt frugt. En perfekt kage til gæsterne, da den har godt af at stå og trække og samle sig. Tærten er vanvittigt lækker og smager af sol og sommer, netop fordi den har den skønneste smagskombination af syrlige friske rabarber og marcipan – og kan lige toppes af med en god klat cremefraiche, skyr eller vaniljeparfait 😉 ..

Opskriften er til én stor tærte

Rabarber mazarintærte4

Klik for større version.

Ingredienser
200 g. friske (danske) rabarber
50 g. rørsukker
1 tsk. vaniljesukker

125 g. blødt smør
125 g. rørsukker
125 g. marcipan
2 æg
100 g. hvedemel

Desuden
Creme fraiche el.
en god vaniljeis eller parfait

Fremgangsmåde
Start med at forvarme ovnen til 175 grader.

Skyl rabarberne, skær dem i mindre stykker, á ca. 1-1½ cm. og bland dem med rørsukker og vaniljesukkeret.

Det bløde smør piskes med sukkeret, til en cremet og ensartet masse uden klumper. Riv marcipanen groft eller hak det fint med en skarp kniv og sammen med æggene piskes det sammen til en cremet og let masse.

Tilsæt nu hvedemelet, igen under omrøring.

Smør en tærteform eller fire små, og fordel fyldet ligeligt deri.

Hæld rabarberne over kagemassen og pres dem let ned i dejen.

Bag tærten midt i ovnen til den ikke er flydende indeni længere – i ca. 30 minutter. Den må gerne være lidt fugtig i det, men der må ikke sidde rå tærtedej på, når du stikker i den og har fået en gylden kulør.

Hold øje med, at den ikke tager for meget farve og vær opmærksom på, at kagen også stivner, efter den har stået og kølet af. Den bliver lidt mazarin-agtig i konsistensen.

Server tærten afkølet (som evt. lige har været på køl – der smager den i min optik bedst 😉 ) og med en smule creme fraiche ellet letpisket flødeskum til.

Tip!
Tærten kan også helt bages uden rabarber, og/eller med en anden form for frugt.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*