Simpel & lækker hjemmelavet marcipan

Det der med at lave sin egen marcipan, kan synes ret overskudsagtigt – men i virkeligheden er tiden ret godt givet ud, for det er jo så lækkert! 😀 Denne opskrift indeholder kun 3-4 ingredienser, hvoraf du nok har de fleste af dem stående derhjemme – og vupti, så har du lækker hjemmelavet marcipan, klar til at lave julens konfekt, kager, desserter og en masse andet af det 😉 ..

Klik for større version.

Opskriften er til ca. 300 gram

Ingredienser
250 g. mandler
Vand til kogning

65 g. sukker
½ dl. vand
1 nip salt
3/4 spk. glukosesirup
Evt. lidt mandelessens

Fremgangsmåde
Start med at give mandlerne et opkog, så de er til at smutte.

Smut mandlerne og læg dem på et stykke køkkenrulle eller et rent viskestykke, så de kan tørre lidt.

Imens koges en sukkerlage af vand og sukker, til sukkeret er opløst. Kør mandlerne i en foodprocessor – eller af flere omgange i en minihakker, til du har en fin mandelmel.

Ælt marcipanen godt sammen, af blendede mandler, glukosesirup, mandelessens og sukkerlagen lidt efter lidt, til marcipanen har den konsistens, som du ønsker. Det er meget forskelligt, hvor meget vand mandlerne indeholder, så prøv dig frem.

Rul marcipanen til en pølse, pak den tæt ind i husholdningsfilm eller en frysepose og opbevar den på køl.

Tip!
Marcipanen er fryseegnet.

Prøv også at lave marcipan på andre typer nødder, fx af hasselnødder. Du kan også eksperimentere med smagene, som fx et tvist af appelsin, citron, vanilje, lakrids eller lignende.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*