Ovnbagt Ratatouille i lag med revet parmesanost

Der er er bare noget over ovnretter, som kan stå og samle en masse god smag. Dette er én af dem! og at taglægge grøntsagerne på denne måde, er egentligt ikke så tidskrævende, som jeg først troede. Men det bliver smukt og indbydende – og vi spiser jo som bekendt med øjnene ikke? 😉 Ratatouille smager vidunderligt, kan nemt bare serveres med et godt stykke kød, sammen med en salat og noget godt brød, eller noget helt fjerde 😀 ..

Opskriften er til 1 fad – 4 portioner

Klik for større version.

Ingredienser
Tomatsauce
1 spk. olivenolie
1 mellemstort løg
2 fed hvidløg
1 god håndfuld frisk oregano
70 g. tomatkoncentrat
2 friske tomater + 1 ds. hk. tomater
1 god spk. semidried tomatoes
1 tsk. smør + 1 dl. vand

Desuden
1 aubergine
1 mellemstor squash
1 stort rødløg
3-4 friske tomater
Friskhøvlet parmesanost

Fremgangsmåde
Start med at lave tomatsaucen, som skal være basen for Ratatouillen. Jeg blendede min, da den i forvejen bliver lidt tyk i det. Men man kan også sagtens bare lave det som en rustik sovs nedenunder grøntsagerne i lag.

Skyl, pil og hak løg og hvidløg og svits det i en varm gryde, med lidt olivenolie. Krydr med salt og peber.

Skyl oreganoen, pluk bladene fra og hak dem fint – eller steg dem bare hele sammen med løgene, hvis du alligevel vælger at blende tomatsovsen.

Når løgene er glasklare, tilsættes tomatpuréen, grofthakkede friske tomater, dåsetomaterne, smør og vandet.

Lad det simre under låg, til alle grøntsagerne er godt møre. Blend sovsen og smag den til, hvis du vurderer det nødvendigt.

Skyl grøntsagerne, der skal lægges i lag, og skær dem i mellemtykke skiver. Smør evt. fadet, fordel tomatsovsen i bunden af det og taglæg auberginer, squash, tomater og rødløg. Til sidst rives parmesanen over. Hvor meget ost du vil rive over er en smagssag.

Bag Ratatouillen i ovnen, ved 200 graders varmluft i ca. 30 minutter, til grøntsagerne er helt møre og er blevet gyldne.

Tip!
Ratatouillen kan med fordel klargøres, dækkes til og sættes på køl, til det skal ovnbages.

Du kan fx også anvende peberfrugt, i stedet for, eller supplerende til ovenstående grøntsager.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*