Cremet svamperisotto med parmesan & persille

Risottoer er jo en helt fantastisk spise. Jeg kan godt lide at min risotto ikke er helt flydende, som mange tilbereder den – men den skal stadigvæk være saftig og med masser af smag. Her har du en sådan risotto, som du kan tilføre lidt mere fond eller bouillon, hvis du fx godt kan lide din risotto flydende – ellers følger du bare anvisningen og lader dig inspirere nedenfor 😉 Denne risotto er vegetarisk med friske urter, lækre friske svampe og med en cremet konsistens fra den frisk høvlet parmesan og smør. 

Opskriften er til 2 store portioner

Svampe risotto1

Klik for større version.

Ingredienser
1 spk. olivenolie
1 mellemstort løg + 3 fed hvidløg

600 g. blandede svampe*
6 kviste frisk timian og rosmarin
2 dl. risottoris
6 dl. hønsebouillon eller fond
1 god håndfuld bredbladet persille
60 g. frisk høvlet parmesanost
20 g. rigtig smør
Havsalt og frisk kværnet peber

Fremgangsmåde
Start med at klargøre alle ingredienserne inden du går i gang.

Løg og hvidløg pilles og hakkes fint. Svampene skylles grundigt og skæres i mindre mundrette stykker eller skiver. Timian, rosmarin og persille skylles ligeledes grundigt, nippes og hakkes fint. Adskil persillen fra de øvrige urter. Parmesanen høvles eller rives fint.

Start med at lave risottoen.
På en varm pande ristes svampene, evt. af et par omgange, med lidt olie, sammen med rosmarin og timian. Steg svampene til de er gyldne og gennemstegte og tag dem så af varmen.

I en gryde eller sauterpande, varmes lidt olie op, hvorpå løg og hvidløg hældes på og svitses til de er ‘glasklare’. Tilsæt risene, som steges i et par minutter. Hertil tilsættes godt halvdelen af bouillonen eller fonden. Krydr med salt og peber.

Rør jævnligt rundt i risene, smag på den undervejs og tilsæt lidt mere bouillon, til de er møre og ‘al dente’. Hertil tilsættes parmesanosten, den friske persille, de stegte svampe og evt. en smule smør og ønsker du din risotto mere flydende, tilsættes ligeledes lidt mere fond eller bouillon. Smag risottoen til – evt. med lidt mere havsalt og frisk kværnet peber.

Server fx risottoen med et godt stykke brød – portionen her kan være til 4 mindre portioner forret eller 2 rimeligt store hovedretter.

Tip!
*Her anvendte jeg almindelige brune markchampignoner, Karl Johan svampe, rørhatte og bøgehatte. Kantereller eller helt almindelige champignons er også super fine til en risotto som denne.

Er du ude efter en lidt mere luksuriøs risotto, tilsæt da en sjat hvidvin, som koger ned med ristottoen – alkoholen koger væk under tilberedningen.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*