Krydrede squashrösti med fetaost og hvidløgsdip

Her er de lækreste græske/pakistansk-inspirerede rösti/pandekager/deller – ja! kært barn har mange navne 😉 De smager helt fantastisk med den lækre hvidløgsdip og kan serveres med en fyldig salat, her i vintermånederne, med noget godt surdejsbrød eller hvad du ellers foretrækker..

Klik for større version.

Opskriften er til 14-16 stk.

Ingredienser
3 squash (900 gram revet vægt)
3 tsk. groft saft

3 store fed hvidløg
1 stort el. 2 små almindelige løg
2 æg
1 bundt bredbladet persille
200 g. ægte græsk fetaost
75-100 g. finvalsede havregryn

Smag til med..
½ tsk. stødt koriander
½ tsk. stødt spidskommen
Rigeligt friskkværnet peber
Olie til stegning

Fremgangsmåde
Start med at skylle og skære toppen og bunden af squashen. Riv dem på den grove side af rivejernet og bland det med salten. Rør rundt. Lad det trække i ca et kvarter.

Vrid squashen så meget som muligt, så der ikke er noget vand tilbage. Jeg synes det gøres mest effektivt, ved at vride det igennem et rent viskestykke.

Pres eller hak hvidløget fint – løget pilles, skylles og hakkes også fint. Persillen skylles grundigt og hakkes ligeledes fint. Fetaen smuldres. Det gør ikke noget, at der er lidt forskel på størrelsen.

Rør squasen med hvidløg, løg, persille, feta, æg, havregryn og ovenstående krydderier. Lad ‘farsen’ stå og samle sig. Den skal være ret fast og ‘fars-agtig’. Så hvis du føler at den er lidt vandet eller tynd i det, skal den have lidt flere havregryn og lidt mere trækketid.

Varm en pande op med olie, så det dækker hele bunden af panden. Form röstier af squashblandingen – og lav dem helt flade, inden du lægger dem på panden. Röstierne steges over middelhøj varme.

Steg dem, til de er godt brune og gyldne på begge sider og læg dem på fedtsugende papir. Gentag, til der ikke er mere squashblanding tilbage.

Tip!
Vær obs på, at der går en del olie til stegningen af disse röstier.

Hvidløgsdippen er egentlig bare fraiche rørt med revet eller presset hvidløg, citronsaft, salt og peber – til du synes at det smager godt. Vær obs på, at den ikke bliver for salt, da röstierne godt kan være til den salte side.

Velbekomme.
___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – Instagram HER – og Bloglovin’ HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*