Svampede snegle med chokolade & marcipanfyld

De her snegle er totalt snaskede, på den lækre måde 😛 – indeholder masser af smag og så giver det bare en lækker eftersmag og svampethed, at der er marcipan i fyldet. Kagerne kan lunes evt med lidt fugt, og så har du de lækreste snegle igen dagen efter. Ellers er de helt klart bedst på dagen. Vil sågar tro at de kan fryses rå og lade dem hæve efter optøning 😀 ..

Opskriften er til 10-12 stk.

Klik for større version.

Ingredienser
Kagedejen
25 g. gær
50 g. smør
1 dl. mælk
1 æg
1 tsk. stødt kanel
1 spk. sukker
ca. 250 g. hvedemel

Marcipanremonce
60 g. blødt smør
4 spk. brun farin
50 g. finthakket mørk chokolade
50 g. fintrevet marcipan

Topping
1 dl. lys sirup
50 g. smør
½ dl. brun farin
50 g. nøddeflager

Fremgangsmåde
Start med at smelte smørret i en lille gryde – sæt det herefter til afkøling.

Smuldr gæren ned i en røreskål og rør det smeltede smør, sammen med mælken. Vær sikker på, at det ikke er varmere, end at du kan dyppe lillefingeren i, uden at brænde dig. Hæld mælkeblandingen sammen med gæren og slå et æg ud deri, som piskes godt sammen.

Deri røres sukker, kanel og hvedemelet, til du har en glat og smidig dej. Er dejen lidt klistret, tilsæt da en anelse mere mel, men kun lige til dejen slipper skålen. Sæt den herefter til hævning under et klæde, et lunt sted.

Rør blødt smør med brun farin, finthakket chokolade og fintrevet marcipan. Sæt det til side.

Når dejen er hævet til dobbelt størrelse, efter 30-60 minutters tid, rulles den ud på et meldrysset bord, til du har en stor rektangel, ligesom hvis du var ved at lave helt almindelige kanelsnegle.

Smør remoncen ud herpå, gerne helt ud til kanterne og rul den stramt til en lang pølse. Skær rullen ud til 10-12 lige tykke snegle og sæt dem i en bagepapirsbeklædt bradepande, hvor de får lov til at hæve – igen ca. til dobbelt størrelse.

Begynd at forvarme ovnen til 200 graders varmluft.

Pensl sneglene med lidt mælk eller 1 sammenpisket æg. Bland ingredienserne til toppingen i en gryde – på nær nødderne og lad det hele smelte, til du har en ensartet masse. Hæld det ud over sneglene, når de er hævet, til det er ligeligt fordelt over dem. Drys med nøddeflagerne.

Bag dem i ca. 20 minutters tid, ved 200 graders varme, til de er gyldne.

Lad dem køle af og server dem lune eller afkølede. De smager bedst samme dag, som de er blevet bagt.

Tip!
Brug fx også pistacienødder i toppingen, det giver både en flot farve og ikke mindst smag.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*