Hjemmelavede fuldkorns pølsehorn

Pølsehorn er noget de fleste mennesker kan lide. Dem man kan købe er desværre ikke altid ligeså sunde som man kunne ønske sig. Derfor har jeg eksperimenteret med at lave en grovere dej, der stadigvæk bliver lækker og blød, samtidig med at de er noget sundere end andre pølsehorn man kan købe. 😀 De er fx gode som mellemmåltid, i madpakken som en lille snack..

fuldkorns-poelsehorn

Klik for større version.

Opskriften er til 16 stk.

Ingredienser
1 dl. lunken vand
25 g. gær
½ dl. olivenolie
1 dl. syrnet mælkeprodukt*
1 tsk. salt
1 æg
175 g. fuldkornsmel**
ca. 250 g. hvedemel
8 pølser

Desuden
Æg eller mælk til pensling
Ketchup

Fremgangsmåde
Start med at røre gæren ud i det lunkne vand.

Deri tilsættes olie, salt, syrnet mælkeprodukt og æg under omrøring. Hertil tilsættes den grove mel, under fortsat omrøring, hvorefter hvedemelet tilsættes lidt efter lidt, til du har en let klistret dej, der slipper røreskålen.

Ælt dejen godt igennem – og vær opmærksom på, at du ikke nødvendigvis skal anvende hele den angivet mængde hvedemel.

Anvender du en røremaskine til dejen, kan det være en god idé at lade den køre i 5 minutter, hvor den får lov til at ælte dejen godt igennem, ved en lav hastighed. Ellers ælter du den bare grundigt med hænderne. Lad dejen hæve tildækket i 30-45 min.

Slå dejen ned og del den i 2 klumper. Rul hver klumper ud i 2 “pizzaer”, som inddeles i 8 lige store stykker.

Læg en halv pølse på hver “trekant”, buk ‘enderne’ indad og rul den fra den brede ende mod den spidse del af dejen.

Sørg for at dej-spidsen ligger under pølsehornet, når du placerer dem på en bagepapirs beklædt bradepande.

Lad dem efterhæve i 10-15 minutter på bradepanden. Imens forvarmes ovnen til 200 grader. Pensl pølsehornene med et sammenpisket æg eller mælk.

Bag pølsehornene midt i ovnen i 15-20 minutter, alt efter om du anvender varmluft eller alm. ovn – og hvordan din ovn varmer. Du kan evt. tilsætte lidt fugt under bagningen, så pølsehornene bliver mere luftige end de bliver hårde i det.

Er pølsehornene gyldne og sprøde efter 15 minutter, kan du banke under dem, og lyder de hule, er de færdigbagte.

Lad dem køle af på en bagerist og server dem med en god ketchup og/eller sennep.

Tip!
*Jeg anvendte fromage frais, fordi det var det jeg lige havde i køleskabet. Men du kan ligesådan anvende skyr, græsk yoghurt, kærnemælk, tykmælk, ymer, og lignende produkter.

**Af fuldkornsmel kan du fx anvende speltmel, grahamsmel, eller en anden form for groft mel.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Comments

  1. Waauuw. Mums! Det er mine første ord!

    Har lige bagt disse (Byttede dog fuldkornsmel ud med grahamsmel, fordi jeg åbenbart havde brugt alt mit fuldkornsmel).

    Men halli hallo, jeg er en pige, som er svær at stille tilfeds med hensyn til bagning, det skal helst være det bedste af det bedste, men disse pølsehorn var fantastiske. Luftige, mild smag og lige til at nyde! (;

    Kan klart anbefales! 😀

    • linelomholt says:

      Hej Anja
      Er glad for at opskriften faldt i din smag – og tusind tak for dine meget rosende ord. Det varmer 🙂

      /Line.

  2. Maria says:

    Jeg er ikke en mega bagehaj, så jeg mangler mål (gram) på gæren 🙂

    God sommer
    Maria

    • linelomholt says:

      Hej Maria, tak for din kommentar.Det er rettet med det samme og det burde give mere mening nu 😉

      God sommer til dig også. 🙂
      /Line

  3. Kan de fryses og så lige lunes på dagen?

Speak Your Mind

*