Kylling i cremet & spicy kokos/peanut sauce

Det her er en af mine ultimativt favorit retter! Er du til spicy saucer med en let smag af peanut og kokosmælk? så er det her retten du skal prøve. Den smager SÅ godt 😉 og så kan den varieres i forhold til hvad du har lyst til at tilsætte af grøntsager – men også kødet for den sags skyld. Fx kan du her anvende svinekød i strimler eller kalkun i stedet for kylling. Samtidig er det en ret, som ikke kræver særlig lang tilberedning, netop fordi saucen tilberedes forholdsvis hurtigt og der ikke er vanvittigt mange ingredienser i 😉 ..

Opskriften er til 4 portioner

Spicy rød karrysauce med peanut og kylling1.0

Klik for større version.

Ingredienser
ca. 2 spk. olivenolie
1 løg
2 fed hvidløg
400 g. kyllingebryst
½ mellemstort broccolihoved
1 bundt grønne asparges

Peanut/kokos sauce..
4 dl. kokosmælk
3-4 tsk. rød karrypasta
4 dl. mælk
4 spk. god peanutbutter
Salt og peber

Smag evt. til med 1-2 tsk. hønsebouillon

Serveres eksempelvis med..
(Fuldkorns) ris
Friske urter og ristede nødder

Fremgangsmåde
Start med at sætte tilbehør som ris eller bulgur over, så det er klar til at blive kogt, imens du klargør denne ret.

Løg og hvidløg pilles og hakkes fint. Svits det på en varm pande i lidt olie.

Imens det svitses på panden, skæres kyllingekødet ud i fine strimler, som svitses på den varme pande, så snart løgene tages fra og hældes i en skål eller et fad. Kødet svitses til det er gyldent og krydres med salt og peber.

Imens kyllingen steger, skylles grøntsagerne og broccolien skæres i mindre buketter eller tynde skiver – og bunden af de friske asparges brækkes fra – og toppen skæres i mindre stykker.

Tag kyllingen af varmen, når den er gennemstegt og har fået lidt kulør. Hæld kødet sammen med løgene.

Broccoli og asparges svitses i en anelse mere olie – hvis nødvendigt – på den varme pande. Grøntsagerne svitses kun lige et par minutter, så de stadigvæk bibeholder den sprøde konsistens og den flotte grønne farve. Hæld det sammen med kylling og løg.

Skru nu lidt ned for varmen på blusset du har stegt grønt og kød på.

I en skål blendes kokosmælk, mælk, peanutbutter, rød karrypasta, salt og peber til en cremet sauce – eksempelvis med en stavblender.

Saucen hældes på den lune pande, under omrøring, til den er blevet godt varm. Saucen kan smages til med en anelse hønsebouillon, hvis den mangler dybde i smagen.

Nu tilsættes kød og grøntsagsblandingen og lad det lige få lidt varme. Det skal ikke stå og ‘bulderkoge’, da grøntsagerne dermed vil blive kedelige.

Server retten med kogte ris og/eller kerner, bulgur eller ligende.

Tip!
Anvend gerne andre former for grøntsager til retten. Kødet kan også byttes ud med andre former for fjerkræ, eller andre kødtyper.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*